Om os

Om os

Vi ( Iben og Lars) købte Frederiks Bageri i 1984, og fuld af energi fik vi det op at køre. Der var ikke mange i byen, som troede på os, men vi har vist hvad vi kunne, og kunderne virker rigtig glade for os. Vi har koncentreret os om at lave et bageri med gammeldags traditioner og brødtyper/kager.


Her godt 39 år efter har vi stadig bageriet. Der er sket meget. Vi har været en del af en kæde i længere tid, men i dag har vi igen fundet fodfæste i vores eget koncept. Vi bager alt vores brød og kager fra bunden. Vi udvikler selv opskrifterne på alt brødet, så produktudvikling er en del af hverdagen, hvilket er til stor gavn for vores lærlinge.


Hvor andre bagerier har svært ved at have lærlinge, er det en del af vores koncept at være med til at uddanne den næste generation. Vi har pt. fem lærlinge ad gangen. 

Vi har produktion af brød og kager ligesom andre bagere. Men efter en ferie i det sønderjyske, hvor vi fik stort sønderjysk kagebord, var vi nødt til at eksperimentere  med, hvorvidt vi kunne lave et midtjysk kagebord. Det har været en stor succes, så de senere år har vi koncentreret os om at udvikle kager til det store kagebord.


I 2014 sendte vi det fantastiske bygrugbrød til danmarksmesterskaberne, som foregik på Rådhuspladsen i København. Rugbrøddet var så godt, at dommerne kårede det til Danmarks bedste rugbrød. Det var en fantastisk oplevelse, og vi er stadig meget stolte.


I 2015 prøvede vi igen med vores hamprugbrød, og denne gang endte vi på en fjerdeplads. Vi er i gang med at udvikle et nyt rugbrød, som vi præsenterede for kunderne i vores butik i 2019. Brødet hedder 24 timers-rugbrød, og det hæver i 24 timer, inden det bages og sættes i butikken. Det er et rugbrød med 80 % kerneindhold.


Der kommer løbende nye brødtyper i vores butik.